Det sköna, glada Kopenhamn!

Teksten er hentet fra første del av kapittelet «Nordens Athen» i Lorentz Dietrichson memoarer, med den deilige og tidstypiske tittelen «Svundne tider : af en Forfatters Ungdomserindringer.  2 : Fra Upsala til Rom 1859-1862»1. Dietrichson kan sies å være Norges første kunsthistoriker og var en kulturell mastodont i sin samtid, med et kulturellt nettverk få kunne vise maken til. Han var bl.a. god venn med Henrik Ibsen og H.C. Andersen og åpnet svenske forfatteres øyne for de nye tider og impulser gjennom sitt virke som professor i Uppsala. Han skrev den svenske (Bonnier) og danske (Gyldendal) litteraturhistorie. Han får også æren av å ha reddet de gjenværende stavkirkene i Norge.


Lorentz Henrik Segelcke Dietrichson (født 1. januar 1834 i Bergen, død 6. mars 1917 i Kristiania)

Nordens Athen

Forunderligt! «Den danske Literaturs Guldalder» — Oehlenschlägers og Grundtvigs, Heibergs og Ingemanns, Hauchs og Hertz’s, Paul Møllers og Chr. Winthers, Paludan-Müllers og H. C. Andersens, Kierkegaards og Goldschmidts Tid — ligger nu saa fjernt, at den yngre Generation udenfor de egentlig literære Kredse her oppe hos os, hvor store nye Digtere og Begivenheder har lagt Beslag paa Interesserne, neppe længer har nogen klar Bevidsthed om dens Personligheder og dens Karakter, skjønt det vistnok vil vare længe, inden Danmark igjen oplever en saa straalende Literaturperiode.

Hvem begeistres nu mere hos os ved Oehlenschlägers Tra­gedier og Ingemanns Romaner? Hvor mange har nu Tid eller Lyst til at nyde Paludan-Müllers, Heibergs og Hertz’s spillende Vidt? Og saa fjernt nu hin Tid ligger ogsaa mig, maa jeg dog med Forundring sige mig selv, at jeg i min Ungdom ikke blot har været helt optaget og literært bestemt af denne længst forsvundne Tid, men endnu mere, at jeg har staaet i nærmere eller fjernere personligt Forhold til Pluraliteten af de ovenfor nævnte Mænd. Jeg erindrer endnu godt Oehlenschlägers Besøg i Bergen i 1843 — jeg har oftere hørt Grundt­vig prædike i Vartov med Akkompagnement af nordiske Folkemelodier; jeg har inden dette Aarhundredes ældste Digterkuld kjendt personlig Chr. Winther, Hauch, Ingemann, H. C. Andersen og Goldschmidt og staaet i et venskabeligt og tildels endog inderligt Forhold til de tre sidstnævnte, af hvilke navnlig Goldschmidt har øvet adskillig rent personlig Indflydelse paa mig. Om ham senere.

Det tør da maaske ikke være at misbruge mine Læseres Taalmodighed, om jeg dvæler en Smule ved nogle af disse og andre med dem samtidige og lidt yngre Skikkelser, der hørte til min første Bekjendtskabskreds i «Nordens Athens

Ja, dette var jo en nydelig Historie!

Som Literaturhistoriker var jeg reist ud, — som Kunst­historiker-Embryo vendte jeg tilbage; som fri og frank var jeg reist ud, som Ægtemands-Embryo vendte jeg tilbage. Ja, det var en nydelig Historie for En, der endnu næsten intet havde præsteret i det Fag, han hidtil havde dyrket, og som ikke eiede to røde Kobberskillinger at gifte sig paa!

Ikke desto mindre var det nu min sangvinske Fremtids­drøm, med det snareste at gifte mig og saa at reise ud paa en lang Studiereise med min unge Hustru.

Efterat jeg Høsten 1860 havde forladt Düsseldorf, til­bragte jeg — som sagt — en lang, ensom Vinter i Stockholm medens jeg ventede paa Afgjørelsen af Spørgsmaalet om mit Do­centur i Upsala, og samtidig rasede den «Tegnérske Strid», som jeg tidligere har omtalt, omkring mig som Følge af de Forelæs­ninger, jeg holdt i Stockholm. Saasnart jeg i Marts 1861 havde faaet min Udnævnelse til mit brødløse Docentur, begav jeg mig ufortøvet til Upsala og begyndte mine Forelæsninger, og ved Semestrets Slutning drog jeg hjem til Norge paa et Sommerbesøg — og samtidig vendte ogsaa min Forlovede hjem.

Under dette Besøg i Hjemmet, under hvilket vi bestemte vort Bryllup til den næste Vaar, modtog jeg to Bestillinger, der atter førte mig ud i Verden — dennegang til Danmark og Finland. En dansk Forlægger ønskede, at der fra Dan­mark skulde udgaa et Sidestykke til min nylig i Sverige ud­givne danske Literaturhistorie, behandlende den svenske Skjønliteratur i vor Tid, og min svenske Forlægger, Albert Bonnier, ønskede en Runebergbiografi, og begge vendte sig, hvad der jo forekom mig ret mærkeligt, ikke til nogen svensk Forfatter, men til den netop stærkt forkjætrede unge Nord­mand. For at afgjøre den første af disse Sager personlig, og for at gjøre Studier til Biografien i Finland, besluttede jeg Høsten 1861 at besøge Kjøbenhavn for derfra rundt den svenske Kyst at begive mig til Helsingfors og Borgå. Jeg holdt da om Høsten 1861 en Række Foredrag i Christiania, der foruden at betale min forrige Reise, ogsaa bidrog til at skaffe mig Midler til at foretage denne Udflugt.

Den kulturelle Sammenhæng, der gjennem Aarhundreder havde forenet vort Land med Danmark, ophørte selvfølgelig ikke med Adskillelsen i 1814 — og endnu flere Decennier efter denne kunde jo Kjøbenhavn paa en vis Maade betragtes som Norges aandelige Hovedstad. Ligetil ind i Femtiaarene fik vi jo vor Skuespilkunst fra Danmark; trods Wergelands og Welhavens Fremtræden, var den Oehlenschlägerske Digt­ning dog længe anseet som «vor» Literaturs største Pryd, vort Universitet modtog flere af sine Professorer fra Dan­mark, ligesom dets Indretning var grundet paa Kjøbenhavner- universitetets, og Grundtvigs Indflydelse paa den folkelige Dannelse har ikke været meget mindre i Norge end i Dan­mark, Ploug og Hostrup var vore mest yndede Studenter­digtere trods Crispinus og Andreas Borchgrevink. Danske Tidsskrifter som Carstensens «Portefeuille» og «Figaro» og Goldschmidts «Corsaren» og senere hans «Nord og Syd» var i min Barndom en baade yndet og udbredt Læs­ning, og man modtog langt flere danske end norske lite­rære Impulser — hvormegen Visdom sugede ikke vor Ung­dom f. Ex. af «Riises Archiv», denne uudtømmelige Kilde for historisk Godtkjøbs viden. Den kjøbenhavnske Porcellænsfabriks Varer og dansk Fayance var i min Barndom udbredt over hele Norge, og indtil jeg var 20 Aar, havde jeg sjelden drukket en Kop Kaffe eller The uden tillige at inddrikke Forestillingen om en eller anden Kjøbenhavnsk Bygning, der var afbildet paa Kopperne: «Raad- og Domhuset», «Toldboden», «Vor Frue Kirke» osv., hvad der bl. a. havde den Følge, at min danske Vert ved Studentermødet i 1856 bestemt mente, at jeg havde været i Kjøbenhavn før, fordi jeg paa Forhaand kjendte alle Kjøbenhavns offentlige Bygninger, indtil jeg fik oplyst ham om, at jeg havde min Viden fra mine Forældres Kaffekopper.

Studentermøderne havde sat nyt Liv i vore Forbindelser med Danmark, og om Nordmændenes Udenlandsreiser i hine Dage ikke strakte sig meget langt: Kjøbenhavn, der en Gang om Ugen kunde naaes pr. Dampskib paa 36 Timer — Kjøben­havn skulde man have seet, om man vilde gjælde for et «dannet Menneske».

Mere end de Fleste af mine Samtidige havde jeg jo sysselsat mig med Studiet af dansk Literatur — baade ældre og nyere — og det var da ikke underligt, at jeg allerede inden jeg begyndte mit egentlige Reiseliv søgte til Kjøben­havn. Den Hjemfølelse, vi Norske, paa den Tid ialfald, altid havde i Danmark, Følelsen af fælles Sprog og Kulturgrund og den Lethed, man der havde ved at knytte kjære og inter­essante Forbindelser og Bekjendtskaber, gjorde, at jeg strax befandt mig forunderlig vel i det «sköna, glada Köpenhamn».

Den første Gang, jeg efter Studentermødet i Upsala besøgte Danmark, var det følgende Aars Høst 1857. Jeg havde netop «begaaet» mit første tidligere nævnte poetiske Produkt, og min Forlægger Johan Dahl vilde lade Bogen trykke i Danmark: jeg reiste altsaa ned til Kjøbenhavn i August for at læse Korrekturerne, og Andreas Munch, der altid var en venlig Beskytter af min uopdragne Musa, havde givet mig flere Anbefalingsbreve med. Og dette var til­strækkeligt for at give mig 23aarige Rekrut i Literaturen fri Adgang til Digtningens og Kunstens Marskalker og Generaler.

Kjøbenhavn havde dengang vel neppe sine 150,000 Ind­byggere, og den egentlige By laa endnu bag Volde og Grave. Naar man skulde ud til den nye Korsørbanes Jernbanegaard paa Vesterbro, havde man at passere gjennem Volden og over Fæstningsgraven ad en noksaa smal Bro og maatte krybe ind under den lave, trange Vesterport mellem Halm­torvet og Tivoli. Studenterforeningen havde endnu ikke faaet sit Palads ved Holmens Kanal, — den boede paa en Sal ved Boldhusstræde (?), og derop gik jeg den første Dag for at træffe Bekjendte fra Studentermødet det forrige Aar. Det gjorde jeg da ogsaa, og En af disse indbød mig til at bo hos sig paa Borchs Kollegium.

Deroppe i Studenter­foreningen sad gamle Levin, Sprogforskeren, og lavede sig sin «halve Historie», (en Toddy), medens han skjældte og smældte over Alt, hvad vi Unge fandt stort i Danmarks Literatur. Hauch var «et gammelt Asen» og Ingemann «en gammel Kælling», og jeg fik en Mistanke om, at der igrunden blot fandtes én stor Mand i Danmark. Saa trak han mig hjem med sig til Frederiksberg Slot, hvor han «boede gratis», og hvorhen vi fulgtes af en Student, hvis Navn jeg har glemt, men som Levin stadig titulerede «Blasfemien paa Skabelsens sjette Dag». Da jeg om Aftenen gik hjem, havde jeg en patriotisk Stolthed ved at sammenligne Christianias Gade­belysning med de uselige Tranlygter, der endnu ni Aar efter at Christiania havde faaet sit Gasverk, oplyste Kongens Kjøbenhavn. Men den Stolthed skulde rigtignok ikke vare længe; thi endnu inden jeg havde forladt Kjøbenhavn, havde det faaet Gas — den tændtes første Gang den 1ste September 1857. Det kongelige Theaters Skuespillere spillede dengang paa Hoftheatret, og der saa jeg da Rosenkilde, Fader og Søn i «Scapins Skalkestykker» og Michael Wiehe i en liden, fransk Enaktspiece, hvis Navn jeg har glemt, spille overfor en lovende Debutantinde Frk. Thomsen.

Mine dilettantiske Forestillinger om Kjøbenhavn var i den Tid, paa Grund af at min Fantasi var fyldt af Billeder fra den danske Digtnings Verden, fuldstændig sammenvævet og forbundet med Literaturindtryk. Byen selv var mig som et eneste stort literært Citat og hentede derfra adskilligt af sin Interesse for mig. I det samme man steg iland ved Told­boden, erindredes man jo om Christian Winthers «Ved Toldboden steg en Matros iland» — kom man ind i Rosenborg Have, nynnede man uvilkaarlig af Heibergs «Nei»: «Erindrer De, det var i Kongens Have», ved Gadenavne som Hestemøllestræde og Peder Madsens Gang traadte af sig selv for Ens Tanke Frøken Trumfmeier og «Aprilsnarrene»s

«Ja til Hestemøllestræde Gaar De bedst Per Madsens Gang.»

Per Madsens Gang
Per Madsens Gang

Dyrehavsbakken var en eneste levende Illustration til Oehlenschlägers «St. Hansaftensspil»

 

og

 

«Kirsten Pil

Med sit Smil

I den klare Krystal

Min Lykke bebude mig skal»

 

af «Recensenten og Dyret» faldt En paa Læberne, naar man tømte en Drik af Kirsten Pils Kilde.

Og naar jeg om Aftenen spadserede paa Langelinie og saa Lygtefyret lyse over Søen fra Trekroners Batteri, maatte jeg altid tænke paa Ordene i den gamle «Regensvise» af Hostrup:

 

«Og naar i Vintermulm Solen maa svinde,

Lyser fra Trekroners Tinde

Lygtefyrets Glans,»

 

indtil jeg ved et Besøg i Regentsen erfarede, at «Trekroner» indenfor dens Mure var Navnet paa et lidet Hus nede i Gaarden, der om Aftenen oplystes ved en Lygte, og hvis Dør nok bar tre Kroner som Lysaabninger. Saa brast den Poesi!

Ja, man følte uvilkaarlig at man var i Vaudevillernes By, hvor der over det alvorlige Dagens Arbeide strømmede en Flod af Bagateller, Pjat og gemytlig Spidsborgerlighed, men ogsaa af godt Humør og Livsglæde, der stak fordelagtigt af mod Christianias dengang saa tunge Ensformighed og Smaastadsluft — «det sköna, glada Kopenhamn!«

 

  1. Dietrichson, L. (1896). Svundne Tider: Af en Forfatters Ungdomserindringer : Fra Upsala til Rom : 1859-1862. Oslo: J. W. Cappellen. Side 257-263

Legg inn en kommentar